Billetlugen og DIF sætter 1.461 OL-billetter til salg

Udgivet

Det er forventningen, at billetterne til OL i Tokyo bliver revet væk, når salget åbnes sidst i juni.
Der er cirka 400 dage til, at den olympiske ild tændes i Tokyo. Forberedelserne i DIF, Team Danmark,
specialforbundene og hos atleterne er i fuld gang. Det samme er tilfældet hos danskerne, som i større grad
end ved tidligere OL efterspørger OL-billetter.

Billetlugen bliver distributør
DIF har som Danmarks olympiske komité valgt at samarbejde med Billetlugen om salget af billetter til OL i
Tokyo i 2020. Billetlugen er en velkendt dansk billetdistributør som har fokus på god service og
billetsikkerhed. Billetlugen fungerer desuden som en aktiv spiller, når det handler om at bekæmpe
billetsvindel på det danske marked, og de er desuden vant til det pres, der vil komme, når billetsalget sættes
i gang. DIF er derfor trygge ved, at Billetlugen bliver danskernes indgang til de Olympiske Lege i Tokyo 2020.

”Vi er stolte over at samarbejde med DIF om at repræsentere den danske billetdistribution til de Olympiske
Lege i Tokyo 2020. De Olympiske Lege er en klasse for sig, når det drejer sig om billetter, og det er derfor
vigtigt at billetkøberen opnår fuld tilfredshed, når det kommer til billetsikkerhed og kundeservice. Vores
danske kundeserviceafdeling kommer til at spille en væsentlig rolle i samarbejde med DIF for at hjælpe de
danske billetkøbere med råd og vejledning og ikke mindst billetsikkerheden,” siger Claus Engberg,
kommerciel direktør hos Billetlugen.

Rødt og hvidt
Håbet er naturligvis røde og hvide klaphatte på lægterne i den japanske hovedstad, men det bliver svært at
få billetter.

”Det bliver et olympisk nåleøje at komme igennem for at sikre sig en eller flere OL-billetter, for der bliver ikke
sat mange billetter til salg på det danske marked, og efterspørgslen er enorm,” siger Jakob Draminsky, der er
OL-presseansvarlig i DIF.

1.461 OL-billetter til Danmark
Billetlugen sætter i første omgang 1.461 billetter fordelt på 10 sportsgrene til salg. Den præcise dato for
salget offentliggøres først senere, da DIF afventer internationale godkendelser, men forventningen er, at
salget sættes i gang i slutningen af juni 2019,” siger Claus Engberg, kommerciel direktør hos Billetlugen.
”Vi oplever en markant større interesse for billetterne i Tokyo end i Rio i 2016. Der går ikke en time uden, at
vi får opkald, sms’er, mails eller beskeder på Facebook, hvor danskere spørger, hvornår billetterne kommer
til salg til Tokyo, og hvor svært det bliver at få fat i dem,” siger Jakob Draminsky.
Hvis de 1.461 OL-billetter som forventet ryger med det samme, vil DIF forsøge at få fat i flere billetter.

Billetpriserne
Prisen på de billetter, Billetlugen sætter til salg, kommer til at ligge mellem 350 kroner og 1.200 kroner per
billet, alt efter idrætsgren og placering på stadion.

De første 1.461 billetter er opdelt således:

  • Håndbold (mænd): 575
  • Badminton: 210
  • Atletik: 170
  • Roning: 120
  • Kajak: 100
  • Svømning: 86
  • Ridning (dressur og ridebanespringning): 80
  • Cykling (bane, BMX, landevej): 66
  • Gymnastik: 28
  • Tennis: 26

Billetsalget starter forventeligt i slutningen af juni måned, men skriv dig allerede op nu til mere info på
følgende link:
https://www.billetlugen.dk/campaign/oldanmark/